Praktisk information

Velkommen til Blåbjerg Naturbørnehave

Her finder du praktisk information, der er vigtig i forbindelse med dit barns hverdag i Naturbørnehaven. Her kan du læse om, hvad der er godt at medbringe og være opmærksom på.

Åbningstider

Mandag – torsdag:  6.15 – 16.30

Fredag:  6.15 – 16.00

Tøj og garderobe

Vi er rigtig meget ude, og det er svært at lege og lære, hvis man fryser. Spørg endelig personalet til råds om passende påklædning.

Vinterpåklædning:

  • Flere lag tøj, så barnet kan tage noget af og på efter behov.
  • Uldundertøj inderst, derefter bomuldstøj og en termo- eller fleecetrøje.
  • Lange underbukser eller gamacher til de kolde dage.
  • En varm flyverdragt.
  • Tykke sokker, gerne strikkede eller termosokker.
  • Vandtætte vinterstøvler eller forede gummistøvler.
  • Vandafvisende vanter og en varm hue.

Sommer påklædning:

  • Lette skjorter eller kjoler med en lille krave, der beskytter mod solen.
  • Sandaler, der sidder godt på foden.
  • Korte, lette bukser.
  • Solhat, der dækker nakken godt.

Rygsæk

Børnene skal medbringe en lille rygsæk til madpakke, drikkedunk, skiftetøj og evt. bleer. Vi bruger rygsækken, når vi tager på tur.

Madpakken

En god madpakke og fyldt drikkedunk skal medbringes dagligt. Madpakken spises midt på dagen. Den skal være sund, og der skal være rigeligt med mad i den. Ikke søde sager og slik.

Drikkedunken er kun til vand. Børnehaven serverer mælk til madpakken, når vi spiser i børnehaven. Drikkedunken bruges når vi er på tur.

Børnehaven giver børnene frugt og formiddagen og frugt, pizzasnegle eller lignende om eftermiddagen.

Fødselsdage

Når dit barn har fødselsdag, aftaler vi sammen, hvilken dag vi skal fejre det i børnehaven.
I må gerne medbringe noget, barnet kan dele ud, fx kage, en lille slikpose, en flødebolle eller andet.
Hvis I holder en privat fødselsdag for børnene i gruppen, opfordrer vi til, at ingen børn holdes udenfor.
I kan enten invitere alle børn i gruppen eller alle piger eller alle drenge.

Vi arbejder med “Goe venner/Fri for mobberi” fra Mary Fonden, som børnene kender som ”Bamsevenner”, og vil gerne understøtte dette i alle aspekter af børnenes liv.